Frank med “Sortemis” i 2015. Foto: Sussi Bech.
FRANK MADSEN (Frank Bruun Madsen) er født 1962 i Kalundborg. Student 1981 (mat/samf) fra Kalundborg Gymnasium og værnepligtig i Livgarden 1982. Derefter selvstændig tegneserieskaber og illustrator fra 1983 med tegnestue i København (Tegnestuen Gimle, 1983-2010) og i hjemmet i Birkerød (siden 2010).
Især kendt for tegneserierne Jim Spaceborn, Kurt Dunder, Eks Libris og Københavnermysteriet og børnebøgerne om Snus Mus og Gustav og Raketbroderskabet.
Har modtaget Hanne Hansen Prisen for sit arbejde med tegneserier og har været nomineret til Claus Deleuran Prisen 4 gange i kategorien “Bedste danske tegneserieforfatter”. Han er oversat til adskillige sprog: svensk, finsk, hollandsk, engelsk, tysk, spansk og tamilsk.
Hans første offentliggjorte tegneserie var en månedlig side om “Uffe Ulv” til Avisen Kalundborg i 1980, inspireret af bl.a. Anders And-tegneren Carl Barks.
I 1982 blev han medlem af Tegnestuen Gimle, hvor han i mange år arbejdede sammen med Per Vadmand, Niels Roland, Ingo Milton, Gorm Transgaard, Flemming Andersen og en halv snes andre danske tegneserietegnere. En anden af tegnestuens tegnere var Sussi Bech, som Frank blev gift med, og de har nu fælles tegnestue i hjemmet i Birkerød, hvorfra de også driver Forlaget Eudor.
Franks første professionelle tegneserieopgave var en 13 siders historie med Søren Spætte, som han skrev og tegnede for det svenske forlag Semic. Kontakten blev formidlet af Freddy Milton. Den blev trykt på dansk i månedsbladet Søren Spætte nr. 2, 1985.
Omtrent samtidig overtog Frank Madsen avisstriben Hans og Grete efter Helge Halls død i 1983, og producerede den daglige stribe indtil 1986, hvor arbejdet med en anden tegneserie, Jim Spaceborn for LEGO, krævede hans fulde opmærksomhed.
Samarbejdet med LEGO var kommet i stand i 1984, hvor LEGO forsøgte at udvide sit univers med tegneserier, børnebøger og legebøger. Frank Madsen skrev og tegnede i alt 3 album på 46 sider og 3 mini-album på 24, som blev udgivet på forskellige forlag i 6 lande (Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og England).
Da første bind udkom på dansk, blev det rosende anmeldt i DR P1-programmet “Dine børns bøger”, som lavede et hørespil i bedste Star Wars-stil over 5 sider i albummet. Serien stoppede, da LEGO indstillede alle sine forlagsaktiviteter i 1987.
Eksterne links:
Sideløbende med disse opgaver udgav Frank Madsen tegneseriehæftet Stegte striber, som han selv bidrog til, redigerede og udgav tre numre af i 1984-85.
I 1988 påbegyndte Frank Madsen arbejdet med serien om Kurt Dunder, hvis første afsnit, “Kurt Dunder i Afrika”, blev bragt som månedlig føljeton i HK-bladet. Historien blev udgivet som tegneseriealbum af Forlaget Carlsen i 1991, og i 1994 fulgte “Kurt Dunder på Grønland”, der blev bragt som daglig tegneserie i dagbladet B.T.
Tegneseriehistorikeren Anders Hjorth-Jørgensen skriver i sit tegneserieleksikon fra 1997: “Tegneserien er et eksempel på underholdning af høj kvalitet, velfortalt, logiske og sammenhængende historier som kan nydes af såvel børn som voksne. Der er for få af den slags tegneserier i 90’erne!”
I 1996 gik Frank Madsen i gang med det tredje album om Kurt Dunder, “Kurt Dunder i Tyrol”, der blev bragt som føljeton i FDF-spejdernes blad GLIMT og udkom som album i starten af år 2000.
I 1996 var Kurt Dunder den første danske tegneseriefigur med egen hjemmeside på internettet, udformet som hans dagligstue og fyldt med aktiviteter. Bl.a. kunne man prøve at bevæge sig rundt som Kurt Dunder i Zaires hovedstad Kinshasa, hentet fra et computerspilprojekt som firmaet Mediamix puslede med i 1995.
I 2002-03 udgav Frank Madsen sammen med Paw Mathiasen tegneseriemagasinet Kurt Dunder & kompagni, hvortil Frank skrev og tegnede historien Kurt Dunder og Nanobotterne.
I september 2008 lancerede firmaet Catooz “Kurt Dunder i Afrika” som tegneserie på mobiltelefon. Frank Madsen stod selv for omarbejdelsen af albummet til 10 afsnit på mobilen.
Samme år udgav Frank Madsens eget forlag Eudor Comics to udgivelser med Kurt Dunder: Hardcoveralbummet De apokryfe skrifter, der rummer en række uafsluttede og ukendte historier med Kurt Dunder, og Kurt Dunder og Nazi-guldet, en 24 siders Kurt Dunder-historie, som Frank skrev og tegnede under Seriejournalens 24 timers tegneseriemarathon i oktober.
I 2015 udkom albummet “Kurt Dunders korte bedrifter”, der indeholder historierne Kurt Dunder & “Den månesyge mumie”, “Kald mig Ishmadunder!” og “Kurt Dunder og nazi-guldet” i farvelagt udgave.
I 2023 blev der indgået aftale med det indiske forlag Lion Comics om udgivelse af Kurt Dunder i Afrika på tamilsk.
I oktober 2010 blev Frank Madsen officiel idemand og tekstforfatter på tegneserien “Eks Libris”, som blev illustreret af Sussi Bech. Serien gik i Weekendavisen fra 2009-2020.
I serien optræder en række faste figurer, der ifølge seriens ophavsmænd nøje afspejler det danske bogmiljø:
Desuden optræder personer fra kulturens virkelige verden efter behov: Ib Michael, Klaus Rifbjerg, Yahya Hassan, kulturministrene Per Stig Møller, Marianne Jelved og Bertel Haarder, Jussi Adler Olsen, Donald Trump, Mette Frederiksen og mange andre.
Finn Sysholm og flere af hans kollegaer ynder også at ordne verdenssituationen på Babu Bar, der ligger skråt overfor forlaget Buch Binders.
I 2024 udkom samlebindet “Den store Finn Sysholm” med de 235 bedste striber kommenteret af Frank Madsen og med en sideløbende tekst af Finn Sysholm, der år for år genkalder begivenhederne i dansk og international litteratur i årene 2010-2020.
Serien har været nomineret til Claus Deleuran Prisen i kategorien “Danmarks bedste tegneserie” og Frank har været nomineret til Claus Deleuran Prisen 4 gange i kategorien “Danmarks bedste tegneserieforfatter”.
I april 2023 udkom Københavnermysteriet, “en tegneserie-thriller, hvor handlingen er henlagt til Københavns museer og seværdigheder ved nattetide, og hvor hovedpersonerne – og læseren – indføres i 2.500 års fysikhistorie og kommer på sporet af, hvordan naturens kræfter hænger uløseligt sammen og (måske) udspringer af den samme urkraft.”
Frank Madsen har skrevet manuskript og lavet layouts, mens Sussi Bech har tegnet og Jens Olaf Pepke Pedersen har leveret ide-oplæg og været videnskabelig tovholder på projektet.
I “Københavnermysteriet” følger vi de fire gymnasieelever Thomas, Thorbjørn, Beck og Astrid, der har dannet en hemmelig loge med det uædle formål at slippe så nemt om fysikundervisningen som muligt. De har svoret aldrig at åbne en fysikbog eller aflevere en fysikopgave, som de selv har skrevet. Men pludselig modtager de hver især et anonymt brev med en invitation fra den mystiske “F” til at møde op ved aftentide på lokaliteter som Glyptoteket, Cisternerne i Frederiksberg Have, Rundetaarn og Det Kongelige Biblioteks læsesal – kun for at blive narret til at overvære forelæsninger og udstillinger om emner i fysikkens fascinerende historie. Hver gang lykkes det “F” at slippe bort, og de beslutter at arbejde sammen for at finde ham eller hende. Sporene leder dem til sidst til Niels Bohr Institutet, hvor de midt om natten jagter “F” rundt i de mørke gange, mens han lokker dem dybere og dybere ind.
Arbejdet med tegneserien blev støttet økonomisk af Novo Nordisk Fonden.
Herudover har Frank Madsen også lavet undervisningstegneserier for Gyldendal, Anders And-manuskripter for Egmont, tegneserier for Codan, Jack & Jones og Vi Unge samt mange andre kommercielle tegneopgaver. Eksempler kan ses her.
Har desuden leveret bidrag til disse hæfteudgivelser:
Siden 2009 har Frank skrevet tekst til en række billedbøger og børnebøger, som han selv eller Sussi Bech har illustreret:
I 1980’erne og 1990’erne arbejdede Frank Madsen også med storyboards til TV-reklamer og tegnefilm, bl.a. for In-Wear og Matinique i 80’erne (Helge Steen-Knudsen og Mikael Salomon), LEGO 1993-96 (Advance), Volkswagen, Sundhedsstyrelsen (BBDO), Grønlands Hjemmestyre m.fl. I 1998 arbejdede han på storyboardet til A-Films tegnefilm, “Hjælp! Jeg er en fisk!” og i 1999-2000 arbejdede Frank Madsen som storyboarder på ITE/Sandrew/Metronomes tegnefilmprojekt om Skærmtrolden Hugo instrueret af Jørgen Klubien. Sammen med Flemming Andersen har han også produceret tegnefilm til Miljøministeriet/Træindustrien og andre kunder.
I 1988 startede Frank Madsen foreningen Danske Tegneserieskabere, en professionel brancheforening der siden har fået over 100 medlemmer og varetager tegnernes interesser overfor Kulturministeriet, med sæde i bl.a. VISDA og Samrådet for Ophavsret. Danske Tegneserieskabere har egen hjemmeside og er på Facebook. I 2019 oprettede foreningen på foranledning af Frank Madsen en Foreign Rights-portal, der sammen med tilstedeværelse på bl.a. Angoulême-festivalen skal promovere udgivelsen af danske tegneserier i udlandet.
Danske Tegneserieskabere udgav 1988-90 medlemsbladet Serieskaberen, redigeret af Frank Madsen. Bladet fusionerede i 1990 med fanzinet Fat Comic til tidsskriftet Seriejournalen. Der udkom 22 numre af Seriejournalen, der på toppen udkom i 1.200 eksemplarer. Sidste nummmer udkom december 1995, men da var Seriejournalen allerede startet som internetside og er således en af de ældste hjemmesider i Danmark om tegneserier. Frank overlod i 2011 Seriejournalen til andre kræfter, og Seriejournalens forum er i dag en del af sitet Serieland.
Siden 2012 har Frank Madsen sammen med Sussi Bech drevet Forlaget Eudor, der udgiver tegneserier, billedbøger og børnebøger. Det årlige output er 5-10 printtitler og ca. 25 e-bogstitler. Forlaget Eudor er medlem af brancheorganisationen Danske Forlag. Frank Madsen har anvendt Eudor-navnet på egne udgivelser siden 1979, f.eks. på DAFI-nyt, Stegte Striber, Kurt Dunder & Kompagni m.fl.
Modtog Hanne Hansen Prisen i 2017. Nomineret til Claus Deleuran Prisen i kategorien “Danmarks bedste tegneserieforfatter” i 2016, 2017, 2018 og 2021 og i kategorien “Danmarks bedste tegneserie” i 2018 (for Eks Libris).
Frank har deltaget i 15 udstillinger i ni lande:
–
–