Ny Eks Libris: Hætten i hytten kan Halfdan få!
Weekendavisen bringer hver uge tegneserien Eks Libris og som sædvanlig udgiver Forlaget Eudor i starten af september en lækker softcover, hvor man kan nyde det forløbne års 52 striber i kronologisk rækkefølge.
Forårets “negerdebat” i forbindelse med Gyldendals udgivelse af Halfdan Rasmussen går ikke upåagtet hen: Biker Bjarne beslutter at lære sin søn alle de frække ord i Halfdans børnevers, inden bøgerne bliver forbudt. “Vi er litterære preppers!” påstår han, da fru Biker Bjarne stiller spørgsmål ved det fornuftige i at præge Junior på den måde.
Vi får også sommerstriberne, hvor ph.d. i børnelitteratur Jonna Twinger renser ud i børnebibliotekets bogsamling.
“Hætten i hytten kan Halfdan få!” er 9. samling af Frank Madsens og Sussi Bechs satire-tegneserie fra Weekendavisen og samler de 52 striber fra perioden august 2018 – august 2019. Køb hæftet dér, hvor du normalt køber tegneserier, eller bestil det direkte fra Forlaget Eudor.
Om Eks Libris
Eks Libris er flere gange nomineret til Claus Deleuran-prisen i kategorien “bedste danske tegneserie”.
Sussi Bech har modtaget bl.a. Ping Prisen, BØ-FA Prisen og den svenske Adamsonstatyetten (”Seriernas Nobelpris”). I 2017 modtog Sussi og Frank den danske Hanne Hansen Pris i fællesskab for deres tegneserier. Frank Madsen er 4 gange blevet nomineret til Claus Deleuran-prisen i kategorien “bedste danske tegneserieforfatter” for sin indsats på Eks Libris.